1. del:
De har givet mig en fin PC, den er sort, så jeg kan skrive en bette hilsen, mens jeg sidder i Key West, omgivet af bikere, bøsser og Budweisere. Der er tale om en godyl hede, hvor folk med rødt hår og hudpigment som kopipapir har en hård tid. Min rubinrøde Fatboy (det er en Harley Davidson, ikke en solskoldet tyk dreng jeg har scoret på den lokale drag-bar) er i dag blevet forkælet efter alle kunstens regler og funkler tilfreds i eftermiddagssolen. Jeg tror sgu' også, at den har haft det skægt, lige siden jeg så den udenfor Harley-forretningen i New Smyrna Beach for en uge siden. Min første tur på denne motherfucker af en kværn, som rask væk ville koste 350.000 hjemme hos Poul Nyrup pga. latterlige afgifter, gik til bikernes mekka: Daytona Beach. Stedet hvor man hvert år afholder Bike Week og samler 700.000 bikere på Harley. (Jo, du læste rigtigt. Jeg sidder ikke og lyver, du!). Selvom bikerugen er overstået, findes trækplastrene her endnu; Daytona Racering og så selvfølgelig alle bikerbarene. Jeg har altid haft en brændende længsel efter at sidde på den mest berømte af barene, nemlig Boot Hill Saloon, og drikke kolde øl af kæmpekrus, der bliver hevet op af fryseren bag baren. Og pludselig ser man stedet og ankommer i sej stil på egen kværn. Hårdt nok, mand! Jeg parkerede min rubinrøde satan og gik ind, mens jeg prøvede at ligne alt andet end en skide bikerturist, der er kendt for at rende halvnøgen rundt med en ged og råbe "Skod!". Jeg var ved at lægge en Brun Cornetto i mine gennemsvedte læderbukser af ren og skær begejstring, men nøjedes selvfølgelig med at nikke kort og uimponeret til bartenderen. Jeg skulede ned på de 400 tatoverede kilo flæsk, som var fordelt på de tre bikere, der sad for enden af baren. De skulede tilbage og fortsatte derefter deres lavmælte samtale om en gut, der hed Powder, der havde spillet lidt for smart aftenen forinden. Det kildede i min mave, da jeg bestilte min øl, men gudskelov gik min stemme ikke i overgang. Det har jeg nemlig prøvet én gang i en lignende situation og det er sur røv, mand. Det er den bedste øl, jeg har fået i mit liv, og den blev serveret med en skål peanuts, dem der stadig er inde i skallen og som Supermule godt kan li'. Jeg bøvsede høfligt, lod lidt ølskum blive siddende i skægget og gnaskede højlydt mine peanuts i mig, hvorefter jeg proppede skallerne i askebægeret. Kender du det? Der er bare nogle øjeblikke her i livet, hvor det bare VIRKER, mand. Jeg nød med alle mine sanser, mens mine bebrillede øjne udforskede alle de sindssyge ting, der var smækket op på væggene i denne her bar. Det var ikke sådan noget pseudokunst, der ligesom SKAL være på væggene i de københavnske caféer, men afskårne slips, bh'er, et ituslået knojern osv osv. Ting, som hver især bevidner om en historie. På et tidspunkt gled mit blik ned af bardisken mod de tunge drenge, og jeg var ved at hoste min øl op, da jeg indså, at de nu sad fordybet i en endnu mere lavmælt samtale, om MIG, mens jeg i den grad blev nedstirret. Bartenderen var også med i samtalen, og han stod ikke tilbage overfor de andre, når det kom til størrelse. Jeg spekulerede på, om jeg skulle stikke af, men manden bag disken var allerede på vej ned mod min ende af baren og de tre andre havde nu vendt fronten mod mig, mens de gloede alt andet end venskabeligt på mig. Bartenderen lænede sig ud over disken, kiggede mig lige ind i øjnene og mumlede noget i retning af:" What the fuck are you doin', man?" Hvad fanden foregik der egentlig? Jeg havde jo ikke gjort andet end at drikke min øl og æde peanuts. Jeg besluttede at sætte hårdt mod hårdt, i vished om, at jeg ikke havde spillet åndssvag. Måske tog han fejl af mig og en anden, så jeg sagde: "What the fuck are you talking about?" Svaret kom med det samme:" Throw them peanutshells on the floor like the rest of us, and don't mess up my nice ashtrays!"