2. del:
Jamen der er jo sket så ufattelig meget siden sidst, folkens, at det jo faktisk er rimeligt svært at finde ud af, hvor man skal begynde. Derfor starter jeg med at knappe en pilsner op. Det skulle I også gøre, det er jo søndag... Jeg forlod Key West, Floridas sydspids og bøsseparadis, i højt solskin og megahede. Det var godt at komme af sted - fyre som mig i stramme læderbukser er lidt af et hit i byen, og jeg regner med at få rigeligt ondt i numsen i forvejen af at køre 13.000 km på Harley'en. Det er mere end pornoagtigt blæret at køre på de amerikanske landeveje med 70 miles i timen, og selvom jeg ved, det lyder latterligt, så ta'r jeg mig selv i gang på gang at tænke: "Hold kæft mand, det er fuldstændigt som på film". Film er tit uvirkelige, og det kan de episoder, der udspiller sig hver gang, jeg skal have benzin på også være. F.eks. blev jeg på det nærmeste overfaldet af en kvinde af cubansk oprindelse på en benzintank lidt nord for Key West. Hun havde set, at jeg ikke havde min hjelm på og følte sig derfor forpligtet til at give mig mit livs skideballe. Forestil dig at du kommer ind i Netto for at købe to grapefrugter og en toiletbørste, og kassedamen skriger "Idiot" og "Tumpe" ind i hovedet på dig, fordi du ikke har lys på cyklen. Nej vel? Kun i det tilfælde, at man kørte rundt på cyklen INDE i Netto uden lys på, ville jeg have forståelse for det. Men i Danmark har kassedamer været på servicekursus og lært, at det gør man bare ikke. Jeg tog det hele med et smil, dels havde tankpasserdamen ret - det er åndssvagt at køre uden hjelm - og dels skal man ikke slå på kvinder, medmindre de insisterer. Og det var dumt gjort. Åbenbart viste jeg, ved at opføre mig pænt, et tegn på svaghed, der gjorde, at tankpasserdamens veninde - med hænderne i siden - spurgte, hvordan jeg egentlig kunne være bekendt at køre rundt på sådan en flot Harley Davidson, når jeg nu havde sådan nogle ynkelige spaghettiarme. HALLO! Hun var selv så fed, at hun skulle rulles i mel for at finde den våde plet, hvad jeg dog heller ikke afholdt mig fra at pointere. Sikke en ballade. Jeg tror slet ikke, at de har servicekurser i USA... Jeg stoppede ved en døgnbutik for at købe en six-pack og noget yoghurt til min hårdt prøvede rejsemave, men havde svært ved at lokalisere sidstnævnte mejeriprodukt. Jeg henvendte mig til ekspedienten, der derfor blev nødt til at flytte sin opmærksomhed væk fra Jerry Springer, som kørte på det lille TV ved siden af kasseapparatet. "Excuse me, do you have any yoghurt?" spurgte jeg. Hun kiggede på mig, som om jeg var åndssvag. "Do you see any?" - jeg rystede på mit hoved. Det var jo derfor, jeg spurgte hende. "If you don't see any, we don't have any, we don't hide things in here, sugar!" Havde jeg fået stukket den bemærkning i ansigtet hjemme på dejlige Amager, havde der vanket en kindhest og en dumflad lige på stedet. Men ekspedienterne i min lokale dagligbrugs er heller ikke bevæbnet med pumpguns, som ligger skydeklare under disken. (Det tror jeg i hvert fald ikke) Min første måned herovre er gået nu, og vi har fået de fedeste ting i kassen. I går kom programmets to søde tilrettelæggere begejstrede hen og fortalte, at Sven Ole Thorsen, Danmarks sejeste skuespiller i Hollywood, og hans ven Arnold Schwarzenegger var friske på at mødes i L.A. Se, det er noget farmand her kan li' at høre, så efter et par begejstrede eder spurgte jeg, hvornår det skulle løbe af stablen. Da svaret "Om lidt over to måneder fra i dag" endelig trængte sig igennem ørevoksen, indså jeg, at der skal køres mange, mange miles, før der igen kan nydes kolde fadøl i Nyhavn. Misforstå mig ikke, TvDanmark har finansieret min livsdrøm, og jeg nyder hvert eneste sekund. Det er kun naturligt af få en snert af hjemve en gang imellem. Når det sker, behøver man bare at tænke på den siddende regerings motorcykelafgifter og Jan Gintberg: Vupti - lad mig ta' et par måneder mere. California - here I come!