3. del:
"You are crazy, man!" - den bemærkning har jeg efterhånden fået slynget i hovedet dusinvis af gange herovre i Guds eget land. Situationerne, som alle ligner hinanden, udspiller sig typisk på tankstationerne, eller når jeg pakker sadeltaskerne på Fatboy'en om morgenen uden for motellet. Hjemme på Amager ville det jo nok være afhængig af alvoren bag sådan en bemærkning "Du er åndssvag, mand!", som ville afgøre, om man skulle svare med et smil og en kvik bemærkning, en dumflad eller i graverende tilfælde en fodpedal på øjenbrynet. Negeren, der kaldte mig "crazy" forleden, mente det i dyb alvor, men da han var på størrelse med et busskur, mente jeg, at jeg sagtens kunne se det sjove i det og holdt mig til smil og kvikke bemærkninger. Jeg var lige ved at starte Harley'en, da han pludselig stod der. Gutten var hjælpetræner for Atlanta Falcons, den amerikanske fodboldklub, hvor danske Morten Andersen, USAs bedste kicker, spiller. Jeg ved ikke, om I nogensinde har set amerikansk fodbold, men de fyre er store og ham hjælpetræneren hørte ikke til de mindste af dem. "Nice bike, man, did you drive all the way from downtown to here?". Det havde jeg da - en lille tur på 50-60 km. Det syntes han var totalt sejt og nikkede anerkendende til denne fantastiske præstation. Først troede jeg, han lavede fis med mig, men da jeg fandt ud af, at han rent faktisk mente, at det var helt vildt, at nogen kunne køre så langt på motorcykel, fortalte jeg ham, at jeg havde startet turen i Key West, Floridas sydspids, og skulle ende i San Fransisco - en tur på 15-18.000 km. Seriøst; hans øjne blev lige så store som tekopper og var ved at "poppe" ud af kraniet, og det eneste, han kunne stamme frem, var et chokeret "Why?". Jeg begyndte selvfølgelig at fortælle ham, at vi var i gang med at lave en rejse-dokumentar med noget "go'daw" i, men det ville han skide på. Han mente, jeg var syg i potten og begyndte mistroisk at udspørge mig: "Don't the wind get in your face?" Jo, selvfølgelig får man vinden i hovedet, det er faktisk skide dejligt at blive blæst igennem, når man ligger og fræser derud ad på landevejene. Den kæmpestore mand var nu tydeligvis rystet, men tog sig sammen og kom med et sidste desperat udfald: "But…but what do you do when it starts to rain?" Da jeg svarede, at jeg så tog en regnjakke på og kørte videre, fik han nok! "You are crazy, man!". Han forstod ganske enkelt slet ikke selve konceptet omkring det at køre motorcykel. Han råbte, at amerikanerne faktisk havde opfundet en ting, der hed "bilen" og i denne fantastiske opfindelse, slap man for både vind, regn, insekter og kunne endda høre radio. Hans bror havde endda en bil med TV og kaffemaskine i - se det var noget, man kunne bruge til noget. Med en opfordring om, at jeg burde søge hjælp, gik han hovedrystende væk, og tro mig, han er ikke den eneste, der har reageret på den måde. Amerikanere er sgu også anderledes end danskere, når det kommer til det her med afstande. Drejer det sig om mere end 10 skridt, så foregår det i familiens store lokum af en amerikaner-øse. Jeg har endda set drive-in supermarkeder, hvor man kører bilen ind i supermarkedet og så, stadig siddende i bilen, råber op fra huskeseddelen til en ung knægt, der spurter rundt og henter dagens indkøb på hylderne. Men amerikanerne stopper ikke dér, drive-in begrebet sparker for alvor røv herovre, så man har også opfundet drive-in banker. Når vi danskere skal låne penge i banken, skal man tage pænt tøj på, putte lidt duftevand under armene og tale sødt til bankrådgiveren, mens man sidder velopdragent i gæstestolen med udsigt til bagsiden af en PC-skærm. Ikke i USA. Man skal bare vaske bilen, smække en ny Wunderbaum i forruden og køre hen til lugen. "Hva' så, din dollar-pusher, jeg vil lige låne 500.000 til en svømmepøl, men jeg gider sgu ikke stå ud af min bil, og mens du fedter med din skærm, brygger jeg lige en spand mokka og ser noget fjernsyn!" Det virker i det hele taget som om, at når man først gør noget i USA, så skal det gøres fuldt ud. Da jeg kørte rundt i Memphis, i staten Tennesee, fik jeg et lille indblik i det vildeste Elvis-dyrkeri. Elvis var overalt og man kunne få lige fra Elvis-plader til Elvis-toiletsæder med musik i. Forestil dig at skulle klemme sin morgen-dej til "Be-Bop-A-Lula" hver eneste dag. Men hvorfor stoppe der? En gut lidt uden for Memphis kører den fuldt ud. Han har døbt sit hus "Graceland 2", har døbt sin søn Elvis Aaron Presley og er fuldkommen overbevist om, at selvsamme søn er intet mindre end en vaskeægte re-inkarnation af Elvis. Endvidere har han, den syge stodder, opdraget sønnen til at tro det samme og de bor begge i deres Elvis hus, proppet med Elvis ting, som folk kan betale for at komme ind og se, og hører Elvis musik. Faderen, der har Elvis-mave og Elvis-hår, har ikke forladt huset i over 10 år. Det var meningen, at vi ville have haft ham med i programmet, men hans krav til sin medvirken var sindssyge. Han sagde, at han plejede at tage $50.000 for at blive filmet i sit hus, og at jeg skulle underskrive en vanvittig kontrakt, som bandt mig for alt muligt. Så var det, at jeg gav ham det skumle blik og hvæsede:" You are crazy, man!"