5. del:
At Las Vegas er et sted, hvor man taber helt vildt, fornemmede jeg med det samme. Jeg var f.eks. slet ikke stået af kværnen - som har det mere end hårdt her i Nevadas brændende hede ørken - før jeg opdagede, at jeg havde tabt mine solbriller. Du kender det, min ven, at tabe sine solbriller er hamrende irriterende, og lige præcis disse solbriller havde så trofast beskyttet mine røde, bebrillede øjne, lige siden jeg startede turen i Florida's Key West for 3 måneder, og maaaange miles, siden. Jeg havde lige stoppet kværnen udenfor mit hotel, som også viste sig at være udstyret med et ret så stort casino - ca 50-60 gange større end det vi har i København og var så småt begyndt at pille bagagen af, da der kommer en gut småløbende hen til mig. "You look like a guy with a sense of style, maybe you can help me!" Manden, der vel var i starten af 50'erne, stod småforpustet foran mig i et ulasteligt jakkesæt og var tydeligvis lidt af en menneskekender. Jeg havde lige kørt fra Grand Canyon til Las Vegas i et stræk, totalt gennemsvedt og lugtede af overgemt musvåge. Mine læderbukser var holdt sammen af Gaffa-tape og var totalt tilstøvede. Men han kunne se det - det med stilen - så jeg skyndte mig at tænde en smøg for bedre at ligne Marlboro-manden. "What's up?", nøjedes jeg med at spørge og prøvede nu af alle kræfter at ligne den ensomme cowboy, der lige er redet ind i den øde westernby og straks bliver bedt om hjælp til at bekæmpe den onde bande af mexicanere, der går rundt og gramser på hestene og slår på folk, der er mindre end dem selv. Manden skyndte sig at forklare, at casinoets mainframe computer lige var gået ned, så han ikke kunne indløse en firmacheck og stod nu desperat og manglede de sidste 200 for at have 25.000 dollars (flere kontanter havde han ikke haft på sig, staklen), som skulle lægges på et stensikkert væddemål om senest 4 minutter. Jeg begyndte at blive skuffet. Dette handlede tydeligvis ikke om, at jeg skulle aflevere et sæt dumflade og et par huskeboller til nogle uvorne mexicanere, men enten, at jeg skulle fixe en mainframe computer eller låne et ukendt slipsedyr 200 dollar - begge dele var på forhånd udelukket. Men han afbrød min tankegang og fortalte, at man kun een gang i livet fik den chance, som han skulle udnytte inden 3 minutter. Hans kone havde penge, men hun sad på en restaurant 5 min fra casinoet. Han skulle bruge pengene NU og tilbød mig at købe hans Rolex for de 200 dollars! Det var et pragtfuldt ur - et Rolex Oyster til den latterlige sum af 200 dollars! Jeg var fyr og flamme og skyndte mig naturligvis og sige, at han kunne få 100 dollars her og nu, for jeg var sgu i bund og grund skide ligeglad med Rolex-ure (Ja, vi har altså også kræmmermarkeder på Amager), hvilket fik manden til at knække sammen med en grimasse. "I can't belive I'm doing this!", stønnede han. "Promise me I can buy it back later, my wife will kill me!". Han tog med sørgmodig mine uret af, jeg hev muldvarpen frem, fik det over-stylede ur og gav ham de 100 dollars. Han så lykkelig ud og sagde "Thank's man, let's meet in the bar in 5 minutes, I'll buy it back for at good price!" og spurtede ind på casinoet. Så stod jeg der! Det må være rigtigt, hvad de siger om Las Vegas: "You win some and you loose some". Jeg havde tabt mine solbriller, men vundet et Rolex-ur og stod et øjeblik og nød tilværelsen, ja livet sgu, da kameraholdets fotograf kom forbi med sine kufferter og efter et hurtigt øjekast kunne konstatere, at der var tale om en - i øvrigt temmelig dårlig - kopi af et Rolex-ur, formentlig fra Mexico, som kunne købes overalt i Las Vegas' mange souvenirforretninger for mindre end 10 dollars. Jeg leder stadig efter ham. Han vil få en fair tilbagekøbs aftale på 100 dollars - og et par kindtænder og et øjenbryn i rente. Men de dage, hvor amerikanerne kan tage røven på mig, er ved at være talte. Ikke så meget fordi jeg er blevet mere snu, men mere fordi jeg med hastige skridt - og med et ømt skridt (der er sgu mange kilometer at køre og jeg har ikke snydt een eneste gang, nå!) - nærmer mig min turs afslutning i Californien. En god kammerat hjemme i Danmark sagde til mig lige før, at jeg skulle af sted, at kendte han mig ret m.h.t., hvad jeg plejede at rode mig ud i, når jeg var ude og rejse, så ville denne tur blive én lang vild "nær-døden" oplevelse. Det synes jeg ikke, det har været, tværtimod synes jeg, det har været én lang fantastisk "nær-livet" oplevelse, som jeg ikke ville bytte for noget. Der er snart gået et år siden, jeg kom hjem fra Robinson Ekspeditionen, og tiden derefter har nok været den længst sammenhængende syrede oplevelse i hele mit liv. Noget har været skidt, det meste har været kanon, og især det sidste tror jeg (ved jeg!), at du vil få en smag af, hvis du ser resultatet af de sidste 3½ måneders ultimative kværntur i vanvittige og fede USA - mit livs oplevelse, der bliver vist på TvDanmark til efteråret.